rabat 250 g. mycelium i plastikpose
img

250 g. mycelium i plastikpose

Vare-nr. 01-002
Med denne pose mycelium kan du dyrke dine egne økologiske østershatte helt fra bunden. De kan dyrkes på kaffegrums, halm, løvstammer eller løvstubbe. Vores myceliumposer rækker til ca. 4-5 stammer med en diameter på ca. 15 cm. Find hele vejledningen for hvordan du dyrker østershattene på kaffegrums, halm eller stubbe her på siden.
Vægt: 250 g.
Fragt: 1-4 hverdage
Afhentning: alle hverdage
Pris inkl. moms:
80,00 DKK
Antal:

Dyrk selv østershattene på kaffegrums, halm eller stubbe 

KAFFEGRUMS

Ingredienser:

  • En ren plastikspand med låg eller en plastikpose. Ca. 2,0 - 2,5 liter.
  • Ca. 100 g østershatte mycelium. Skal opbevares på køl.
  • Kaffegrums, frisk og afkølet.

Fremgangsmåde: (med færdig mængde kaffegrums)
  • Skær 4 runde huller på ca. 1,0 – 1,5 cm i diameter i spanden. Sæt tape over hullerne. Gør ikke noget ved posen.
  • Bland mængden af kaffe og mycelium grundigt. Pak det i spanden eller i posen, så den er fyldt. Sørg for det er presset godt sammen. Sæt låg på spanden eller luk posen tæt i toppen.
  • Fjern tapen fra hullerne i spanden, så der kommer luft ind. I posen skæres der 4 riller, ca. 2,0 cm i længden.
  • Efter ca. 4-5 uger vil svampene begynde at gro. 

Fremgangsmåde: (med løbende kaffegrums)
  • Skær 4 runde huller på ca. 1,0 – 1,5 cm i diameter i spanden. Sæt tape over hullerne. Gør ikke noget ved posen.
  • 1. lag:
    • Fyld dit afkølede kaffegrums i spanden eller posen og bland med lidt af myceliet.
      Vurder ca. hvor mange gange det vil tage dig at fylde spanden/posen og brug en sådan del af myceliet, at det passer med antal gange.
    • EKS: Tager det ca. 10 gange at fylde spanden, anvendes 10 gram mycelium hver gang, så det samlet ender på ca. 100 gram mycelium.
    • Læg låget let hen over spanden eller lad posen stå let åben, så der kommer lidt luft ned, men kaffegrumset stadig holder sig fugtig. 
    • Afvent at myceliet gror/gennemløber, således at substratet bliver hvidt og fnugget.
  • 2. lag: 
    • Bland din nye omgang kaffegrums med en ny del mycelium i en anden spand. Læg herefter det blandende substrat over i gro-spanden/gro-posen ovenpå det 1. lag. 
    • Læg låget let hen over spanden eller lad posen stå let åben, så der kommer ilt ned, men kaffegrumset stadig holder sig fugtig. 
    • Afvent at dette lag også bliver hvidt og fnugget, og myceliet således et gennemløbet.
  • 3. lag – x. lag:
    • Fortsæt processen som ved 2. lag x antal gange til spanden eller posen er fyldtNår det sidste lag er blevet hvidt og fnugget, presset substratet godt sammen. Spanden/posen skal være fyldt.
    • Sæt låget på spanden eller luk posen tæt i toppen
    • Fjern tapen fra hullerne i spanden, så der kommer ilt ind. I posen skæres der 4 riller, ca. 2,0 cm i længden.
    • Efter 1-2 uger vil svampene begynde at gro. 
  • Svampenes liv:
  • Der kan løbende sprøjtes vand på svampene med en forstøver.
  • Svampene gror bedst ved 18 grader og høj luftfugtighed.
  • Svampene er modne og klar til at blive plukket, når de er lyse og ”skarpe” i kanten.
  • Afhængigt af temperatur og luftfugtighed vil spanden/posen afgive svampe 1-3 gange. Den holder pause i mellem ”brækkene”, så hav tålmodighed
  • Se mere under vores "svampeposer" i forhold til pasning og pleje. 

HALM: 


Sundt halm af byg, hvede eller frøgræs.

a) hele halmballer: For at dræbe konkurrerende uønskede svampesporer, insekter og insektæg samt at "åbne" halmens overflade, underkastes halmen en såkaldt "anaerob fermentering" (iltfri forgæring). Denne foretages ved, at halmen nedsænkes helt under vand (beholder eller kraftig plastsæk) i 14 dage - temperaturen skal være min. 10 °C. Vandet vil i løbet af processen begynde at lugte gennemtrængende, men den skal ikke udskiftes. Efter forgæringen stilles ballen på den lange smalle side i ca. 24 timer, så overskydende vand kan løbe af. Ballen anbringes dernæst på den største side, og med en plantestok el. lign. laves 10-15 huller spredt over ballen i 15-25 cm dybde. Mycelium placeres i hullerne, og hullerne lukkes tæt med fugtigt halm. Herefter placeres ballerne i drivhus, garage, kælder, stald el.lign. eller på friland (fugtigt og skyggefuldt),og myceliet vil starte gennemvoksningen, som vil forløbe med forskellig hastighed afhængig af temperaturen, optimalt 20-25°C. Man kan med stor fordel tildække ballen med folie eller anbringe den i en passende plastsæk, temperaturen må ikke overstige 30°C. 
Der laves 10-15 huller på 0.5 cm i folien/sækken for at sikre en luftudskiftning. 
   
b) løs halm: Forbehandlet halm (se ovenfor) pakkes så tæt som muligt i plastsække. Det er en fordel at snitte halmen i 2-4 cm stykker, og hvis man har mulighed for det, gøres det bedst inden fermenteringen, løs snittet halm fermenteres i ca. 7 dage. Samtidigt med pakningen tilsættes myceliet med ca. 25 g/kg fugtig halm jævnt fordelt i sækken. Sækken lukkes, og der skæres 10-15
vandrette snit ca. 20mm lange, spredt over sækkens overflade. Hvis man anvender klare plastsække kan gennemvoksningen iagttages.

ANDRE SVAMPE: Da luften er fyldt med sporer af utallige svampearter, vil der ofte vise sig andre frugtlegemer på den fugtige halm. Det drejer sig især om arter af blækhat og bægerhat. Disse er let kendelige fra østershat og er uskadelige, men uspiselige.


LØVTRÆ: 

Friskfældede løvtræstammer (over 10 cm i diameter, længde 40-60 cm) eller friske stubbe af samme. Flg. arter er velegnede: bøg, avnbøg, birk, ahorn, poppel, pil, røn og frugttræ.

a) Stammer: En ca. 5 cm tyk skive afsaves af den ene ende. Et ca. 0.5 cm lag mycelium lægges på hele snitfladen, og den afsavede skive påsættes med et søm så fast som muligt af hensyn til god kontakt mellem mycel og træ. Snittet aflukkes med bredt tape el.lign. Stammerne anbringes i et rum (20-25°C er den optimale temp., ved lavere temp. går det langsommere) eller hjørne af haven - tildækket med plastik el. anbragt i plastsække. Afhængig af temperatur, fugtighed og træsort gennemvokser myceliet træet i løbet af 4-12 mdr. Herefter anbringes stammerne på et skyggefuldt sted, idet de nedgraves 10-15 cm med den upodede ende - samtidigt fjernes podeafdækningen.

b) Stubbe: På friske - max. 3/4 år efter fældningen -løvtræstubbe gror østershat særdeles godt, og samtidigt nedbrydes stubben hurtigt og bekvemt. Stubben podes efter snitflademetoden som beskrevet ovenfor eller ved, at man med et træbor af f.eks. korkprop størrelse borer en række huller 10 cm lodret ned i stubben (jo flere jo bedre). Heri fyldes mycelium, og korkprop isættes - alternativt kan man afdække med en plastsæk. Efter vor erfaring giver snitflademetoden det bedste resultat. 
Ligesom ved halmkultur kommer høstperioderne i bølger, blot går der længere tid mellem de enkelte høstperioder ved udendørs trækultur, således opnår man kun 2-3 høst om året. 
Inden gennemsavningen/boringen kan man med fordel afvaske podestedet med "klorinvand", man lader herefter overfladen tørre inden savning/boring. 
Kulturer(træ el. halm), der anlægges udendørs i efteråret, skal podes 1 måned før frost - hermed er myceliet beskyttet. En rettidigt anlagt efterårskultur har fordelen af høj luftfugtighed, samt at man kan høste tidligt det følgende år. Frostfri opbevaring giver mulighed for podning/dyrkning hele året. Dyrkning på halm er den mest intensive, hvorimod dyrkning på træ for den uerfarne er den sikreste metode.

SKADEDYR: Specielt snegle er meget glade for svampe og kan fortære samtlige frugtlegemer på en nat. Snegleværn kan etableres i form af udstrøet kalk, savsmuld, træaske. Ved dyrkning i sække kan sækken ophænges.

Udendørs kultur på halmballer kan ved kraftigt snegletryk umuliggøres, idet æg lagt i halmen vil betyde fremkomst af snegle senere inden fra halmballen uden chance for afværgning.

Varekurv
Din kurv er tom!
KontaktSalgsbetingelserPrivatlivspolitik
Copyright © 2017 - Skyttegårdens Østershatte ApS, Borupvej 63, 4140 Borup
Denne webside benytter cookies til at huske dine indstillinger, statistik & målrette annoncer. Læs mere… Ok, jeg accepterer